30. december 2013 af DiætistHuset

LCHF

LCHF er det den nye kur? Vi har bedt diætisterne fra DiætistHuset gennemgå, hvad diæten går ud på og fortælle om fordele og ulemperne ved kuren.

LCHF står for Low Carb High Fat. Diætens hovedprincipper er, at kosten indeholder få kulhydrater og meget fedt samt protein. I hovedtræk har man udskiftet kulhydraterne med fedt og dermed vendt rundt på de generelle anbefalinger for sammensætningen i kosten, idet kornprodukter, brød, ris og kartofler, som ellers anbefales at danne grundlaget og udgøre mere end 50% af det daglige energiindtag, nu udelades til fordel for fedtholdige fødevarer. Det klart mest kontroversielle ved diæten er, at fødevarer som piskefløde, smør, fede mejeriprodukter og store mænger kød i stor stil bydes indenfor i varmen igen.

I forhold til vægttab ligger diæten op til en kost med god smag, kvalitet og fylde samt mæthed. Det høje indhold af fedt giver en god fornemmelse af at ”spise rigtig god mad” under sit vægttab. Dog kan dette ikke ses således uden begrænsninger, da et vægttab sort på hvidt handler om et lavere energiindtag end energiforbrug – uanset næringsstofsammensætning og fødevarer! Et højt indhold af fedt i kosten øger risikoen for ikke at kunne holde kalorieregnskabet, og i hvert fald er overvejelser om mængderne stadig en central del. Et vægttab kræver for de fleste kvinder et energiindtag under 1500-1600 kcal og for mænd ca. 1800-2000 kcal. Dette er dog meget afhængigt af aktivitetsniveau, kropssammensætning med mere, og det er derfor vigtigt at finde ud af, hvor det daglige energiindtag max må ligge. Selv med LCHF slipper man ikke af med kalorieregnskabet – tværtimod skal man holde godt øje med, hvad og hvor meget man spiser.

Det er muligt at tabe sig med LCHF, såfremt man kan overholde dette, men det kræver fokus, viden, planlægning og prioritering som alle vægttabsforløb gør.

LCHF har også fået fokus inden for andre områder, herunder lindring af symptomer ved PCO og diabetes, her særligt i forhold til at sænke insulinresponset ved at undgå for mange kulhydrater. I forhold til vægttab bør man dog i højere grad end i ovenstående sammenhæng tænke over at spise ”rigtig mad” og ikke for meget ”sunde” kager og bagværk med mere, som også har en kær plads i LCHF-principperne.

At overholde en LCHF-diæt kan være ganske svært, og langt de fleste vil savne fødevaregrupperne, som udelukkes (brød, kartofler, pasta, ris og andre kornprodukter), både i hverdagen og når man skal ud til sociale arrangementer. Ofte opleves et hurtigt vægttab i starten, særligt grundet udtømningen af glykogendepoterne (kulhydratdepoter i kroppen), hvilket betyder, at kroppen udskiller en del væske. De fleste oplever herefter, at vægttabet bliver mindre eller stagnere. Dette kræver yderligere tilpasning af kosten.

Fordele ved LCHF
  • Man kan opleve stabilisering af blodsukker
  • Mæthed i måltiderne
  • Fokus på smag, kvalitet og naturlig mad
  • Vægttab (såfremt mængde og energiindhold kontrolleres)
Ulemper ved LCHF
  • Motion og aktivitet er også en vigtig faktor i forhold til vægttab, men udelukker man kulhydrater, kan man opleve træthed og nedsat ydeevne.
  • Udelukkelse af fødevarer bør generelt ske med nøje overvejelse, da en varieret kost anbefales og LCHF desuden udelukker nogle vigtige basiselementer (kartofler, brød, ris, pasta samt gryn og kornprodukter), som ellers opfattes som en del af en sund kost. Disse fødevarer bidrager desuden med mange vitaminer og mineraler, kostfibre og giver mæthed samt stabilt energiniveau over dagen.
  • Mange ender op med at spise meget ensidigt i og med at mange af de ting, man plejer at spise, er forbudt. 
  • En høj fedtprocent øger risikoen for et for højt dagligt energiindtag og dermed vægtøgning/manglende vægttab. Dertil kommer det mest omdiskuterede – kan et højt fedtindtag ikke være farligt på længere sigt? Dette skal ses i forhold til mange års forskning om indholdet af mættet fedt og kolesterol i kosten, som viser øget risiko for overvægt, højt kolesteroltal, hjertekarsygdomme med mere.

Ønsker man at følge LCHF 100% gælder de følgende principper:

  • Ca. 5-10 E% kulhydrat. Det svarer til mellem 20-50 g kulhydrat om dagen, men dette kan variere og justeres efter behov.
  • Spis gerne: masser af grøntsager (primært overjordiske), kød inkl. fedt, fede fisk som makrel, laks og sild, æg, fedt kødpålæg, bacon, fede mælkeprodukter som ost, fløde, creme fraiche og smør, olivenolie, kokosolie, nødder, frø og kerner, oliven og bær. Æg
  • Spis eventuelt: lidt rodfrugter, bønner. Linser og bælgfrugter (men i meget begrænset mængde) og undgå for meget frugt og drikkemælk, som indeholder naturligt sukker
  • Undgå: kartofler, ris, pasta, brød, morgenmadsprodukter (korn og gryn), sukker og sukkerholdige drikke- og fødevarer.

Viden, ideer og planlægning er en vigtig forudsætning for, at diæten fungerer. Vælges denne løsning til vægttab, bør man sætte sig godt ind i fordele og ulemper og mærke efter, om det passer til det, som man kan og vil.

Ønsker du et vægttab ved at spise efter LCHF-principperne, anbefales det at du får professionel kostvejledning eller lagt en kostplan, så du ikke ender med at tage på i stedet. Har du PCOS kan kost og motion have stor betydning for dit daglige velvære. Se mere og få vejledning på www.Diaetisthuset.dk.

 

Logo Diatist Huset


Gæsteindlæg fra DiætistHuset

Skriv en kommentar

Grønnegade 93, 1. sal
8000 Århus C

Tlf. (+45) 7023 6635
Mail: info at sunddag dot dk