01. december 2013 af DiætistHuset

Alkohol og sundhed

De fleste drikker alkohol jævnligt. Det kan være et glas vin til maden, i weekenden eller en bytur med vennerne. Alkoholvanerne og ikke mindst hyppigheden og mængden er forskellig fra person til person. Men ønsker man eksempelvis et vægttab eller en sundere livsstil, er det vigtigt at overveje indtaget af alkohol.

Alkohol er en kendt medvirkende faktor i forbindelse med mange sygdomme og lidelser. Særligt ses en negativ virkning, når antallet af genstande overstiger 5 af gangen.
Sundhedsstyrelsen anbefaler max. 7 genstande om ugen for kvinder og 14 genstande om ugen for mænd. Der lægges vægt på, at et alkoholforbrug herunder indebærer en mindre risiko for udvikling eller forværring af sygdomme, hvor et alkoholforbrug over 14 genstande for kvinder og 21 genstande for mænd udgør en betydelig større risiko.

De fleste ved, at man ikke skal drikke alkohol for sundhedens skyld. Men var det ikke noget med, at 1 glas rødvin om dagen skulle være sundt? Både ja og nej – nogle undersøgelser viser, at et meget lille indtag af alkohol (under ½ genstand om dagen) kan have sundhedsmæssige fordele, hvor det her er alkoholen i sig selv, som gavner. Men det er slet ikke usundt at udelade alkohol helt, tværtimod ses der ikke nogen positiv sundhedsmæssig effekt ved at drikke 3 glas rødvin om dagen. Der er nogle gode sunde stoffer eksempelvis i rødvin, men disse stoffer finder man også andre steder blandt andet i frugt og grønt. Derfor er et glas vin om dagen eller andet alkohol ikke nødvendigt for at holde kroppen sund, og alkohol anbefales generelt ikke for sundhedens skyld.

Alkohol og vægttab

Alkohol er et næringsstof ligesom fedt, protein og kulhydrat. Alkohol adskiller sig dog ved, at vores krop ikke har brug for alkohol, ligesom den har brug for fedt, protein og kulhydrat. Alkohol indeholder meget energi, 7 kcal/g, sammenlignet med fedt, der indeholder 9 kcal/g. Samtidig indeholder alkoholiske drikke ofte også meget sukker – eksempelvis cider og drinks med juice og sodavand. Hvis man gerne vil tabe sig, er det derfor en god idé at begrænse mængden af alkohol, da det netop indeholder mange kalorier og oftest indtages i større mængder. To glas vin en lørdag aften kan let blive til det daglige energioverskud, som gør, at man øger i vægt, eller ikke taber sig. Oftest følges indtaget af alkohol også hånd i hånd med eventuelle snacks som peanuts, chips og andet. Har man været på den større bytur eller til et stort socialt arrangement, kan man let have indtaget over 7 genstande alkohol, hvad enten det er øl, vin eller drinks – og herefter følger natmaden og den efterfølgende tømmermændsdag.

Udover indholdet af kalorier påvirker alkohol kroppens forbrændingshieraki. Alkohol er et giftstof, og derfor vil kroppen prioritere forbrændingen af dette før kulhydrat, fedt og protein. Da alkohol samtidig er meget energigivende, vil langt det meste af den resterende energi være tilovers og deponeres - særligt fedtforbrændingen vil udelades, da kulhydrat er det næste næringsstof i forbrændingshierakiet efter alkohol.

Energiindhold i alkohol, drinks, vin og øl;

  • 1 glas rødvin (1,5 dl): 458 kJ/109 kcal
  • 1 glas hvidvin (1,5 dl): 517 kJ/123 kcal
  • Øl (33 cl - varierende typer): 521-855 kJ/173-204 kcal
  • Spiritus (2 cl): 190 kJ/ 45 kcal
  • Spiritus (2 cl) med juice (2 dl): 648 kJ/154 kcal
  • Spiritus (2 cl) med sodavand m. sukker (2 dl): 506 kJ/120 kcal
  • Spiritus (4 cl) med sodavand u. sukker: 308 kJ/73 kcal

OBS: Energiindhold kan variere alt efter type, mængde og blanding

Der er selvfølgelig stadig plads til et glas vin eller en øl, selvom man gerne vil tabe sig, hvis man foretrækker det. Her er det vigtigt at tænke på mængden. Desuden er der nogle enkelte råd, som man kan tage i betragtning:

  • Hvis man vil undgå at alkoholen suppleres med meget sukker, er det bedst at vælge vin, øl og drinks blandet med light sodavand/danskvand.
  • Undgå drinks med juice og tilsat sirup (smagsgivere)
  • Begræns mængde og antal
  • Undgå snacks og natmad i forbindelse med indtaget af alkohol
  • Er du til et socialt arrangement, kan du styre antallet af genstande, ved kun at drikke max én genstand pr. ret og drikke rigelig vand indimellem
  • Drik max. 5 genstande af gangen
  • Overhold Sundhedsstyrelsens anbefaler om grænser for indtaget af alkohol


Du kan få flere råd og professionel vejledning om din sundhed på www.Diætisthuset.dk.

Logo Diatist Huset


Gæsteindlæg fra DiætistHuset

Skriv en kommentar

Grønnegade 93, 1. sal
8000 Århus C

Tlf. (+45) 7023 6635
Mail: info at sunddag dot dk